Der var i sejlsportens første år mange måder at beregne handicap på, men efterhånden som sporten bredte sig ud over lokale områder, blev der brug for mere ensartede regler. I 1906 arrangerede YRA, Yacht Racing Association, en konference i London for at skabe en "verdensregel", men USA ville ikke være med, så målet blev at vedtage en europæisk regel.
Resultatet blev den første R-regel, som trådte i kraft 1. januar 1907. Bådene blev opdelt i klasserne 5. 6. 7. 8. 9. 10. 12. 15. 19. 23 og over 25 sejlmeter.
Til både, der ikke hørte til R-klasserne, vedtog man her i Danmark i 1914 NL-reglen(National længdemål). Men så begyndte 1. verdenskrig.

R-reglen udløb i 1917, men på grund af krigen kunne man ikke afholde en ny international konference. De skandinaviske lande var ikke med i krigen, og de blev, ikke uden sværdslag, enige om S-reglen gældende fra 1. januar 1918. Klasserne reduceredes til 6. 7. 8. 10. 12. og 19 meter. Reglen holdt kun et par år.

S-reglen så sådan ud:

S  =  L + 1/3G + 2/3ÖS + 3d ÷ F
             2,1

hvor L = l o a, G = gird, S = sejlareal, d = lille d, F = fribordshøjde. Der er også regler for, hvordan de forskellige mål skal tages og beregnes. Gird er længden fra den ene side af skroget, under kølen og til den anden side. Lille d er forskellen mellem spantgird og retgird, målt henholdsvis langs skrogets yderside og som rette linier mellem yderpunkterne, som hvis man målte med linial.  Se målebrevene under Dokumenter.

Krigen ophørte som bekendt i 1918, og sidst på året1919 holdt man en ny konference i London og vedtog her en ny R-regel, som bygger på S-reglen, dog med flere ændringer. Klasserne ændres også, denne gang til 6. 8. 10. 12. 14. 17. og 20 meter. 7-meteren gled altså ud.

Selv om S-reglen udgik sejlede S-bådene stadigvæk kapsejlads, til tider i samme løb som R-bådene men med lidt respit. Victoria er også målt til både den gamle NL-regel og den nye NL-regel(Nordisk længde).